Når enkelhed og raffinement går hånd i hånd

Stevie Wonder - musiker og sangskriver af Guds nåde

af Per Wium, musikjournalist

Jeg har gået til koncerter de sidste 50 år og været privilegeret at opleve store kunstnere, der har betydet noget afgørende for mit liv. Kunstnere, der har beriget mig.

Joe Zawinul, Alfred Brendel, Jimi Hendrix, Georg Solti, Paul McCartney, Frank Zappa, Prince, John McLaughlin, grupperne Genesis og Toto for at nævne nogle af de allerstørste jeg har set og hørt til koncert.

Søndag aften inden solen gik ned fra en smuk himmel i Roskilde føjede sig endnu et navn til: Stevie Wonder. Hans musik bevægede og forførte mig. Den svævede mellem enkle sangstrofer, komplekse harmoniseringer og funkede grooves spillet af rigtige og rigtig dygtige musikere.

Det enkle og det sofistikerede – yin og yan

Jeg slår det lige fast med det samme: Kodeordet til Wonders musikunivers er at han kombinerer meget enkle og meget sangbare strofer med raffinerede harmoniseringer og tunge grooves. Ikke bare som samlet facit af hans musik, men ofte helt ned i den enkle sang.

Han har skrevet så mange sange som på overfladen er nemme og nemme at lære og at huske. Og lige under denne overflade er musikken sofistikeret og ganske kompleks.

Lad mig nævne et eksempel på en sang, han ikke spillede på Roskilde Festivallen, men som mange kender: ”You are the sunshine of my life”. En let, melodisk melodilinje, lige til at synge med på. Under melodilinjen en buket af de mest delikate og utraditionelle akkorder.

Solist, men samtidig en del af bandet - og af publikum

Wonder er solisten, han er midtpunktet, javel ja. Men han er samtidig en del af bandet. Han giver plads, han indgår i en symbiose med sine musikere og sangere. Han er langt mindre selv-iscenesættende end en (i øvrigt fantastisk) Prince, som jeg så på samme scene en søndag aften for ikke mange år siden.

Wonder agerer med sit publikum. Han instruerer gerne og ofte sine tilhørere med stor sikkerhed og energi. Og de elsker det. Fordi det ikke bare er gemén fællessang, men fordi det rent faktisk er noget!

Sætlisten måtte gerne være mere udfordrende

Stevie Wonder er en mand med et mentalt og musikalsk overskud.

Dette overskud kunne han sagtens også bruge i forhold til sætlisten.
Jeg er på det rene med at helt tyste ballader ville drukne ved en stor udendørs koncert. Især i Danmark, hvor publikums adfærd ved store koncerter er dybt problematisk.
Men han kunne sagtens udfordre sig selv, bandet og sit publikum ved at finde sange frem som ikke altid er de store hits.

Og apropos sætlisten: Sjovt for lige mig at The Beatles' ”Daytripper” var med.

Hvorfor var den det?? - fordi den har et fedt riff og groove, selvfølgelig!